Clausen ser frem til Esbjerg

Posted: 29th April 2011 by admin in Sports nyheder
Comments Off on Clausen ser frem til Esbjerg

Solen skinner flot ned over Ådalen i Odense og humøret afspejler det gode vejr. Sejren over SønderjyskE 2. påskedag har givet OB et vigtigt rygstød før endnu en vigtig kamp i Superligaen mandag aften, hvor Esbjerg kommer på besøg på TRE-FOR Park. Men det bliver ikke en walkover, advarer cheftræner Henrik Clausen.

– Vi har gjort os de tanker i forhold til kampen mod Esbjerg, at vi gerne vil se, om vi kan holde fast i det gode spil vi har leveret i de sidste par kampe og at vi selvfølgelig skal vare os for at åbne for meget op. Vi skal hele tiden have nogenlunde balance på holdet og ikke bare angribe med alle ti markspillere. Esbjerg er jo i en vanskelig situation og har egentlig præsteret godt flere gange. De vil nok komme med en rimelig kompakt indstilling til kampen og se om de kan stjæle de tre point, vurderer Henrik Clausen.

Hårdt arbejde og ydmyghed
Han ser hårdt arbejde og ydmyghed i forhold til opgaven som nøgler til et godt resultat mod Esbjerg. Og hvis OB oveni også kan lægge et hævet niveau rent spillemæssigt, vil han være tilfreds.

– Det kan blive udslagsgivende, at vi er gode nok i begge ender, dvs. hvis vi er gode nok til at holde Esbjerg fra alt for mange muligheder og selv kan skabe nogen, skaber vi de bedste rammer for at kunne vinde og så er det klart, at man skal være effektiv nok. Vi har haft chancer nok, men hvis man kun rammer målet på et ud af femten skud, er chancen for at score ikke ret stor.

Fokus på det gode
Spørgsmålet er, hvordan man kan forvente Esbjerg vil gribe kampen an?

– Jeg ville spille på det, som mit hold gør godt. Esbjerg er et udmærket hold, som kan lukrere både på kontraspil og som også kan spille det åbne spil. Jeg ville sørge for at lave en ordentlig defensiv, som ville gøre det vanskeligt for os at score og så køre nogle hurtige kontraangreb, når man fik fat i bolden. De vil nok lidt det hele, men det bliver nok lidt tilbageholdende frem for fuld gas frem over stepperne, forudser OB-træneren.

OB spiller efter et positivt mål, mens Esbjerg kæmper for at undgå nedrykning. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at OB har et mentalt overtag efter Henrik Clausens mening.

– Det er tit sådan, at et såret dyr er det farligste. Uden at genere Esbjerg kan man vel godt kalde dem et såret dyr, som ligger i den forkerte ende af tabellen. Vi kan tænke nogle andre tanker, men det drejer sig om at få de tre point og sammenligningen af, om vi ligger det ene eller det andet sted er egentlig ikke så interessant for mig. Det, der er interessant for mig er, om vi kan holde fast i det, vi gjorde godt mod SønderjyskE.

Stor, flot opbakning
Med henholdsvis 14.168 og 12.422 tilskuere har opbakningen været imponerende i OB’s to seneste hjemmekampe på TRE-FOR Park. Henrik Clausen anerkender fuldt ud fansenes betydning for OB’s succes og ønsker sig en lignende opbakning mod Esbjerg på mandag.

– Det betyder helt utroligt meget. Hvis vi kunne mønstre over 10.000 tilskuere hver gang, ville det skabe en fantastisk ramme for holdet at performe i. jeg er ikke i tvivl om, at vi i flok, både spillere og tilskuere, kan hjælpe hinanden mod nogle rigtig store præstationer, slår Clausen fast.

Mendy måske klar
OB må stadig se bort fra Eric Djemba-Djemba på grund af karantæne. Henrik Clausen ridser situationen op for de øvrige spillere i truppen.

– Vi har stadigvæk Chris Sørensen ude i et stykke tid efter hans operation. Jonas Troest og Atle Roar Håland er heller ikke tilgængelige, selv om Troest dog har trænet lidt med i dag. Vi håber på at få Bernard Mendy klar til mandag, men jeg kan ikke sige noget om sandsynligheden for at det sker, slutter Henrik Clausen.

Comments are closed.