Statistik før Esbjerg

Posted: 28th April 2011 by admin in Sports nyheder
Comments Off on Statistik før Esbjerg

Mandag 2. maj tager OB imod Esbjerg på TRE-FOR Park. Kampen, der har kick-off klokken 19, bliver kamp nr. 101 mellem de to klubbers bedste mandskaber i Danmarksturneringens historie. OB har vundet 41 og tabt 31 af de indbyrdes kampe, mens 28 er endt uden vinder.

Den første officielle kamp i Danmarksturneringen mellem OB og Esbjerg fB blev spillet den 28. marts 1929, og dengang løb de vestjyske gæster af med sejren, der blev på 2-0. OB måtte vente til 1943 med at sikre sig den første sejr over Esbjerg. Til gengæld blev den på hele 4-1.

Målrige opgør
OB’s største nederlag mod Esbjerg var på 5-0 i en udekamp i september 2002, mens OB’s største sejre over vestjyderne lyder på 5-1 og 4-0. 5-1-sejren fandt sted i en 1. divisionskamp i 1950, mens OB vandt 4-0 i en 2. divisionskamp i 1972.

De mest målrige kampe mellem klubberne har budt på otte scoringer. I 1944 var det OB, der vandt 5-3, mens Esbjerg sejrede med 6-2 i 1949. Og så har klubberne hele tre gange delt point med de specielle cifre 4-4. Det er sket i 1942, 1979 og såmænd så sent som i 2002.

Superliga-historik
Siden Superligaen blev indført i 1991 har OB og Esbjerg mødt hinanden 32 gange, og OB har vundet de 14 af kampene, mens ti er sluttet uafgjort. I de seneste ti indbyrdes kampe er OB ubesejret og har vundet de syv af kampene. Faktisk har Esbjerg ikke besejret OB i de seneste 13 forsøg.

I den nuværende OB-trup er det Hans Henrik Andreasen og Henrik Toft, der er farligst som målskytter mod vestjyderne. Toft har scoret to gange mod Esbjerg i sin HB Køge-tid og en enkelt gang som OB-spiller, mens alle Hans Henrik Andreasens tre mål mod den tidligere arbejdsgiver, er sat ind i OB-trøjen. Både Chris Sørensen og Rurik Gislason har nettet to gange mod Esbjerg.

Udsigt til scoringer
I klubbernes aktuelle Superligastatistik har OB formået at score i de seneste ni kampe. Samtidig har Esbjerg lukket mål ind i deres seneste ni Superliga-kampe, så statistisk burde der være mulighed for OB-scoringer på TRE-FOR Park mandag aften.

På datoen 2. maj har OB spillet 14 gange i Danmarksturneringens historie, og hele otte af disse kampe har budt på fire mål eller flere.

Mandagens dommer
Dommer i mandagens kamp er Henrik Nystrup Kragh, der har dømt OB to gange tidligere i denne sæson. Begge gange har OB tabt – på udebane i Silkeborg og i Horsens.

En enkelt gang tidligere har Nystrup Kragh dømt et indbyrdes opgør mellem OB og Esbjerg. Det var i 2010, da de to klubber spillede 0-0 i Odense.

Comments are closed.